STEMME#8 Bjørn Rasmussen: Linda

Alt jeg ville var gården. Så red jeg ornen, så kom de og lavede en film. To film. Flere. Jeg er Linda. Jeg har svært ved at fortælle det. Min mor låser døren til soveværelset og går. Hvor går hun hen. Jesus er stor, men jeg er beskidt. Jeg har været ude og stjæle æbler. Oktober. Hvad gør hun af æblerne. Hun pisker mig ikke, hun har aldrig rørt mig. Jeg rejser, jeg tager hunden med mig og går, lægger mig på en togskinne.

Jeg sover på gaden. Jeg skal ha mit shit. I dag fik jeg en lang aubergine op i mig. Mændene stinker af parfume og sved, hvorfor er jeg fattig. Min første gang er med hunden, den kravler op og slikker mig. En morgen. Jeg vil fortælle om gården, men jeg kan næsten ikke få luft.
 
Tro mig, det var ganske uskyldigt, jeg lå og blundede. Tog jeg trusserne af, da hunden kom og slikkede mig, jeg kan næsten ikke huske noget længere. Jo, der var et vindue ud til fru Mikkelsen, så jeg må have haft åbne øjne. Fru Mikkelsen var en forgæves person, der gik ud og skreg i gårdhaven om natten. De lilla gardiner på pigeværelset, indespærringen. Hvor mange gange kom jeg med hunden, fjorten. Så skød mor den. 
 
Noget slimet på benet, nej, et stik. Jeg tager tøjet af og går ud i søen. Gården havde en sø. Gården havde en have og træer og træerne hed ask og el, soen var min. Og solen æder grådigt af min nu al for spinkle hårvækst, jeg har taget hatten af og hilser, manden kender mig åbenbart, han trykker mig på den lange patvort, hiver en stor klump hash op af silkeskjortelommen.
 
Alt jeg ville var gården. Og den kom til mig. Og dyrene, de kom til mig. Og jeg til dem. Jeg hedder Linda. Jeg vil fortælle om min ugerning. Det er så vanskeligt at leve. At mit åg havde redet mig den ganske morgen lod mig dog ikke forhindres i at opsøge bageren, hvortil han tilbød trøst: Penge. Er jeg for skæv til at kunne fortælle. Jeg kan dø hvornår det skal være. Nu. Nu. Næ.
 
En sommerdag. Katten er virksom, hanen er utilregnelig og svag. Jeg har vasket mig. Mit nøddebrune hår dufter af frugt, mit nøddebrune hår hvisker bekymringen: At alt dette skal tages fra mig. At jeg skal efterlades med en død mår i et dukkehus. En tube lim. De kommer og filmer mine øjne, mine ben. Dyrene har ingen navne, men jeg er Linda. Jeg opdager at der sidder tre burrer i tævens pels. Kameramanden foreslår at filme fra den anden side. Instruktøren vil klippe burrene af. Så knepper vi.
 
Far slap soen fri, så hun kunne løbe ud på gårdspladsen og finde sine døde griseunger, som han, én for én,  just inden, havde hængt i en lykke om hver hals. Han sagde han gjorde det for kunsten. Han truede mig ikke, han tvang mig. Soen skreg. Så hældte han vand i karret, det store, af træ, det der står omme ved gavlen, kameramanden så ud til at kede sig. Det var i 73. Kan man således forstå mig, når jeg siger, at jeg ønsker at glemme. 
 
*
 
De jagter mig. De er medlem af et selskab. Jeg er fuld af taknemlighed over at jeg stadig er i live. Det er doktoren, han har penge, jeg ved det. Der må findes en ven i verden der beder for mig. Jeg kender ikke én der ikke er fortabt.
 
Frosten er sat ind. Den dame, der tilser mig, en lang (vi er næsten lige lange) halvskaldet (vi er næsten lige halvskaldede) én der gør sig betalt for sine tjenester, gør sit for at skaffe mig et værelse ude ved lejrene. Man marcherede herinde i gaderne i går igen, søndag. Man stopper aldrig. Alt jeg ville var gården. Hvis gud var med mig.
 
De skader kollektivt himlen, her er ingen plads til følsomhed. Jord og jord. Goldt og øde. Men via denne min stemmes fredløse liv, kunne jeg dog alligevel få lidt luft. Jeg måtte være et skarn for at bringe den til ophør. Skulle jeg da tapes til ad begge luftveje, og kvæles af to lejesvende- ville enhver da ikke tilgive mig at måtte sige Jer dette: Jeg er soens skrig. Et segl for hvert løg jeg opgav at pille.
 
At bestyre et højt skur af sig selv til døde, en vare. Al for megen stolthed har skudt mange mænd. At gøre alt de ønsker at gøre, således overlever jeg. Doktoren tager sit bælte af og fastspænder mig. Bøjer mig nedover, indover i lyset, der falder ind ad vinduerne i skrå etaper. Rent vand er dyrt, vodka og ris er billigt, ellers: jeg tilbeder hingstens pik. De tunge blå testikler. En so af messing. En so af gips.
 
Min længsel efter gravens mørke stilhed. Alle taber håret, det er kemikalierne, i vandet, overalt. Jeg tænker, de fleste vil kneppe med en tykhåret blondine uden fortid og så køber de alligevel mig, en kvalmbetændt med tykke ankler. Vil I høre om min økonomi. Jeg har ingen. Visse rejser sig i værdi. Jeg er en bondepige. De værdigste mænd ville give mig et træ og en tår rent vand herfra hvor jeg står.
 
Sådan en ung bondepige uden en kammerat. Hun må da have et fotografi af en ridder, for hvem hun længes. Hun har placeret sit hjerte, sig selv, hvor der ingen nåde er. Hun er blevet narret og snydt som om hun var afskyelig. Der er ingen der tror på at hun kan holde det kørende, og det kan hun heller ikke. Så mange dyr vil rådne op i egne ekskrementer. Hun ligger i en blodpøl i sengen. Sand på gulvet. En sommerdag var hun fuld af glæde og god fornuft. Nu hævder hun, at hun ikke har fået sine penge. Skadet og vanæret hænger hun foran Mændenes Hjem, hun har en grøn solbleget kasket på af mærket Adidas.
 
Jeg skal spille hund. Det er doktoren. Jeg får 16 hundrede, men så skal jeg også ud på gaden og lette ben og sige: Herre, du har rost mig således, at jeg er helt irriteret og presset af vanvid efter at slikke dig ren og tør. Hunden er iført en skjorte af gamle klude, sko og uldne strømper. Doktoren siger: Køter køter køter. Jeg knepper dig ind i aborten.  
 
*
 
Jeg har svært ved at fortælle det. Mit tøj er beskidt. Min trøje blev købt rød. De uniformerede vil bade dine organer i blåt lys. Do you know doktor black dress. Medikamenterne. Kød øjne trøst. Du vil blive skaldet ligesom jeg. Grisens åbning mellem svælg og luftrør dvs. mellemrummet mellem stemmelæberne. Grisens brissel, leverlap og fundus. Og selvfølgelig den lille blindtarm. Alt jeg elskede sendte man til ilden. Min sos nyrepyramide. Og urinleder, medulla, snylterod og sandkryb. Fjeldsyre, hylde gøgeurt. Vi syrer dem og koger dem og søder dem, udenfor vinduerne går Shame.
 
Da Shame så mig var hun min på kommando og hun vidste at jeg ville forlade hende al smerte. Da hun døde begyndte jeg at tage beroligende midler, dem nogen henviser til som Loony-Smarties. Jeg kastede dem i pejsen. Shame var en rigtig tysk hyrdehund, som jeg fik fra et dyrehospital for 10 år siden. Hun var blevet slået. Hun blev aldrig andet end en lille svag hund. Shame var min veninde. Hun forstod hvad jeg sagde. Vi var alene i huset uden lys og varme, vi gik i seng sammen. Delte en kiks. Og så talte vi indtil vi faldt i søvn.
 
Jeg har været ensom længe. Jeg blev født ind i noget bedårende; glimmerklistermærker og ondskab. Du har et kristent ansigt, komplimenterede min far mig, før han svang øksen. En stemme skulle dø. Og dog hører jeg stadig soens skrig selv en dejlig novemberrød morgen på gården.
 
Da de kom og filmede havde jeg to kaniner, syv hunde, et dusin svin, nogle katte, et marsvin, en hoppe og en smuk sort hingst. (Fair gentle lover, gracious knight.)  Jeg ville at de skulle finde deres hjem i mig. I gården, blæsten, bakken, græsset. I skarpt trav rider vi mod farmen. Ingen af os mæler et ord. Du sveder. Pruster. Vi skal være fremme før solnedgang, ellers er det for sent. Sindigt genner jeg svinene ind med en kæp. Den er træt, den er drægtig. Gud gemmer sig. Rapsmarkerne.
 
Jeg har beholdt en handske jeg fandt foran kirken. Den er i rød strik. Jeg ved ikke hvorfor, men den minder mig om det gimmerlam der læmmede den vanskabte, jeg tog mig særligt af i det herrens år, hvor også salig farmor kom og vogtede over mig og min graviditet med sine græskarmænd. Jeg bliver sendt ud for at føde i nogle siv. Det er snedkeren der har gjort det. Han havde et smil, som om han havde vundet en præmie. Vinden flæser mit tynde hår, jeg ankommer til maskinrummet, hvorfor fortjener jeg så vild og grusom en skæbne.
 
Hun sover. Hun sover. Hun junker. Hun er en junkie. Hendes forsøg på at erobre marken og gården mislykkedes. Totalt. Hun kommer til at stå som et højt skur af et minde nede på club 27 og skinne. Soen græder over tabet af sine hængte børn. Mørket falder på. Soen er klog. Soen har følelser. Soen er langt mere levende end jeg.
 
Jeg forkede. Jeg fodrede. Jeg harvede. Jeg mugede. Jeg høstede. Jeg tjærede. Jeg malkede. Jeg pløjede. Jeg striglede. Jeg radrensede. Jeg vendte hø. Jeg tyndede roer. Jeg plukkede æbler. Jeg lavede sylte. Jeg bagte frankbrød. Jeg slagtede kyllinger. Jeg blev brun i solen. Jeg ledte efter en sprøjte i hendes skuffe og hvad fandt jeg, en sprøjte i hendes skuffe eller jeg ledte efter en ydmyg hyrdinde, jeg er øm i kirtlerne, jeg er tavs som du. 
 
Jeg er helt væk. Jeg er Linda. Jeg ligger på gulvet, gulvtæppet smurt ind i blod. Hvor mange ribben har de brækket, to, flere. Jeg har aldrig forurettet dem offentligt under nogen omstændigheder. Nu ved de hvor jeg ”bor”. Jeg har god grund til at klage. Men så tager de mine penge. Jeg har ingen retmæssige krav. Jeg har svært ved at fortælle det. Jeg har aldrig set en mere uærlig, heller et hjerte mere bedragerisk end doktorens. Jeg er heltinden. Jeg har tør mund. Således soens skrig og samfundet som sådan.
 
*
 
Linda ligger ovre ved rododendronen med en flaske snaps. Jeg vil gøre hende en grov kappe, så hun ikke fryser ihjel. Er den af hør, er den af jute. Sådan vinder du over mor-kroppen. Sådan får du din ungpigekrop igen. Er det af metal det rør han banker kvien med. Min mor måtte gå med jernkorset for at holde sig oprejst. Det ødelagde hendes hofter. Alligevel gennemførte hun 12 graviditeter. Fosterskader. Soen er drægtig. Ammeperioden er lang. Doktoren giver mig en grov gren i munden og siger: Bid til. Gå. Jeg har en blå kedeldragt på i sneen. 
 
Jeg så manden med silketørklædet i dag. Det af sølv. Han bar et flødefarvet jakkesæt. Jeg taler til dig uden frygt. Jeg ved, det er Ham! Jeg ved, det er Ham! Doktoren har nævnt ham, mens han tog mig bagfra. Også det skal på film. Kameramanden er fed og keder sig. Ornens lem er som en proptrækker og ornen flår ens ryg op med sine kløer, hvis man ikke husker at tage en tyk trøje på under samlejet. 
 
Jeg vil ikke være Linda, jeg vil være salt. Katastrofen er nær, der vælter et stort træ på gården i snestormen som varsel. Jeg er besværet af klimakteriet. Kære doktor. Kære død. Kære ridder kød og papir. Lad medlidenhed flytte dig til at høre vores skrig. Lad alle landets guldsmede samles og smede ankelkæder til vores børns lig. Jeg skal ned på knæ og kravle og snuse efter tis i sneen. Doktoren kalder mig Lady. O – lad mig blive harsk ligesom en datter af en bondepige; en kappe, en frakke og pels i liljesneen: Linda. Det der var en mands plads, tog hun. Og bød dyrene indenfor. Med en glorie til min sjæl.
 
Giv mig noget, min dag er kort. Min fjende kommer nærmere hver dag. En so og en mand med et silketørklæde af sølv, hvem stoler du mest på. Med al min barmhjertighed og mine fine manerer er jeg alligevel forgæves. Med mig handler du altid koldt. De åd en lang ål i ét, mine søstre, siden døde også de. Der står en afkræftet barselskone i kirkedøren og venter til det passer præsten at forlade prædikestolen og løse hende fra den urenhed, fødslen har påført hende.
 
Jeg er just blevet løbet over ende af endnu en demonstration. Jeg har en kunde om et kvarter, det er ham med gigt i ankel- og tåled, hvilket gør det vanskeligt at finde en smertefri placering af foden ved samleje. Han genkender mig ikke fra filmene, hvilket er befriende, han ved ikke engang at ornen har været oppe i mig, hvilket tænder de fleste af kunderne. Nå men jeg genkendte en i demonstrationen, hun blev kaldt for tanten, en jeg har gået i skole med, jeg kan huske hun lavede en and i ler og gav mig den uden nogen grund og jeg havde den længe stående på mit studerekammer. Jeg tror aldrig jeg har talt med hende.
 
 Nu er vi kommet til da jeg fik gården. Jeg var lykkelig. Nu sidder jeg i mørket og venter. Sneen smelter. Når jeg føler mit hjerte slår stejlt og revner. Hvad laver hun når hun ikke har kunder, junker. Alle har forladt hende. Alle har misbrugt hende. Jeg går næsten til i blinde når jeg ser på mit tøj. Jeg går til Kongen, som den nar jeg er. Jeg går til paven.
 
Jeg har gået på en lang sti. Jeg har haft et utal af gunstværdige friere, Diablo og Giornos breve. Jeg kunne have levet i mere stilfærdige omgivelser, jeg kunne være flygtet. Men alt jeg ville var gården. Bring din fjende nærmere hver dag. Du, videnskab, der aldrig mættes… Råb det fra bjerget: Jeg vil ikke føde dine børn og grave din grav. Jeg vil være træt og forædt. Jeg har været i stor nød. Jeg har levet et fredløst liv. Jeg siger dette uden frygt. Jeg rider ornen ind i solopgangen.
 
NLHspace, 5. januar 2016

Foto: Mie Brinkmann