STEMME#1 Julie Sten-Knudsen: EN BÅLTALE ELLER BRANDTALE med 14 års forsinkelse


28 juni 2015

EN BAALTALE ELLER BRANDTALE med 14 års forsinkelse er bygget på Karen Blixens "En Baaltale - med 14 Aars Forsinkelse" som Julie Sten-Knudsen har i en lille kaffeplettet udgave, som hun vist har stjålet fra min mormor. Den blev fremført i den britiske kunstner Adam Fentons viktorianske totalinstallation An Afternoon Tea den 28. juni 2015 og bragt som kronik i Politiken nogle dage senere.

For en måned siden blev jeg kontaktet af to piger fra 7. klasse på en skole i Aarhus. De ville interviewe mig til en projektopgave om fremtidens feminisme. De havde fundet mit navn på en Wikipedia-liste over feminister i Danmark, som jeg ikke ved hvorfor jeg står på. Vi skypede, og jeg startede med at spørge om de godt var klar over at jeg bare er forfatter, ikke kønsforsker eller feministisk debattør. ”Ja ja, det ved vi godt,” sagde den ene utålmodigt. Senere spurgte hun mig alligevel: ”Hvad gør I for at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder?” – ”Nu er jeg jo ikke rigtig en del af noget ’vi’,” begyndte jeg, men hun kiggede bare på mig som om jeg var en 7. klasses-elev der prøvede at bortforklare at jeg ikke havde lavet mine lektier.
            Nogenlunde samtidig gjorde en fremragende kvindesagskvinde mig den ære at opfordre mig til at holde en båltale. ”Indtil 1915 udgjorde kvinden en politisk marginaliseret krop og stemme, en usynlig politisk subjektivitet,” sagde hun og stillede mig spørgsmålet: ”Hvad betyder det i dag?” Jeg takkede mange gange, men svarede: ”Jeg kan ikke påtage mig denne opgave, for det har jeg ikke tænkt over.” – ”Så tænk over det nu,” sagde hun.
            Det her kan blive en båltale eller en brandtale. Ordbogen siger: En båltale er en tale der holdes sankthansaften ved sankthansbålet. En brandtale er en tale med agiterende eller stærkt kritisk indhold der opildner eller ophidser tilhørerne. Hvis jeg siger bål, betyder det at nogen har tændt det. Hvis jeg siger brand, ved vi ikke nødvendigvis hvordan den opstod.
            Idet jeg nu taler om kvindesagen, må jeg begynde med at sige at det er en sag hvor kvinden ikke ene og alene bør stå i fokus. Som en klog sort feminist har sagt, findes der ikke noget hierarki mellem forskellige former for undertrykkelse, og det må være lige så vigtigt for fremtidens feminister at bekæmpe f.eks. racisme og homofobi som det er at bekæmpe sexisme. Men i foråret 2015 blev jeg nødt til at tænke på lige præcis køn, på den plads kvinder kan tage i verden når de løfter deres stemmer og fortæller deres historier. Ikke kun fordi fremragende kvindesagskvinder og fremtidens feminister bad mig om det, men også fordi jeg selv, ikke med navns nævnelse, men i kraft af mit køn og min profession, pludselig i en række artikler var under angreb. Jeg blev nødt til at reflektere over den kvindelige forfatters situation.
            Men først et lille historisk overblik: Gamle Kejser Wilhelm lagde, som man ved, programmet for kvindens virksomhed i livet i de tre k’er: Kirche, Kinder, Küche – kirken, barnet og køkkenet. – Personlig vil jeg sige, at dette, i fald det havde været alvorligt ment, havde været et tilbud, og værd at overveje. Men det var aldrig alvorligt ment. Havde kirken virkelig været kvindernes rådefelt, måtte vi givetvis have haft kvindelige præster og biskopper og også kvindelige paver. Var ”Kinder” blevet givet helt i kvindernes hænder, og havde skoler og opdragelsesvæsen sorteret under dem, kunne verden nok være kommet til at se noget anderledes ud, end Kejser Wilhelm forestillede sig eller ønskede sig den. Hvad endelig det tredje K, køkkenet, angår, fortæller statistikken at kvinderne har ansvaret for den uglamourøse madlavning i hjemmet, mens mændene får michelinstjerner og vinder berømmelse som tv-kokke.
            Programmet for kvindens virksomhed var altså en løgn. Kvinden har ikke haft en plads i programmet. Hun har ikke haft noget sted at stå. Så da hun en dag stillede sig op på en talerstol, vakte det opsigt. Hun gik fra at være usynlig til at være oversynlig. Alles blikke hvilede på hende.
            Jeg ved, i hvad gæld jeg står til de gamle kvindesagskvinder i deres grav. Når jeg selv i mit liv har kunnet studere, hvad jeg ville, og hvor jeg ville, når jeg har kunnet rejse alene verden rundt, når jeg frit har kunnet få mine ideer frem på tryk, ja, når jeg i dag kan stå på en talerstol, så skylder jeg disse kvinder det, og der er få mennesker, som jeg ærer og agter højere. Jeg ved at de, for at opnå sådanne goder for ufødte generationer af kvinder, i deres eget liv måtte gå meget igennem, og give afkald på endnu mere, at de måtte døje forargelse og latterliggørelse, og at de uafladelig måtte kæmpe mod fordom og mistro. Det er opbyggeligt for os i dag at tænke på den retfærdighedsfølelse, den tapperhed og urokkelige troskab, med hvilke de stod fast på skansen. Men det er i dag over hundrede år siden at kvinder fik stemmeret, og at de store, gamle kvinder vandt det første vigtige slag for os. Mon de ikke selv ville kunne se det som en triumf, som et bevis på deres vundne sejr, hvis vi i dag kunne lægge de våben ned, som de selv engang brugte. Thi de gamle kvindesagskvinder var ikke alene retsindige, tapre og urokkeligt tro – de var også listige! Da de blev vist tilbage fra mændenes ældgamle citadeller: Kirkens, videnskabens og lovgivningens højborge, så lempede de sig, som i sin tid achaierne i Troja, inden for murene i en træhest. Eller de gjorde deres indtog i forklædning, i en mental og psykisk mandsdragt.
            I dag er jo kvinden ude af lemmen i træhesten og inden for citadellernes mure. Og hun burde have fået så fast fodfæste i de gamle borge, at hun frejdigt kunne opslå sin ridderhjelm og vise verden, at hun er kvinde og ingen formummet skælm.
            Men når hun så slår hjelmen op og tager plads på talerstolen, suger hun alles blikke til sig. Det var ikke meningen at hun skulle stå der, men nu står hun der, oversynlig. Alles blikke hviler på hende. Vi vil se om hun er dygtig eller dårlig, om hun gør noget forkert. Vi holder øje med hende. Det var ikke meningen at hun skulle stå der, og nu hvor hun står der, synes vi hun fylder for meget. Forstår hun ikke hvornår hun har talt længe nok? Kan vi ikke snart slippe for at høre på hende? Kan vi ikke snart slippe for at høre om hende?
            Når jeg siger at denne tale bliver holdt med 14 års forsinkelse, betyder det at jeg gerne ville have holdt den til mig selv for 14 år siden, da jeg var 16 år og lige begyndt at skrive digte. Jeg ville have forberedt mig selv noget bedre. Min mor, en fremragende kvindesagskvinde, havde fortalt mig at det ville blive et forhindringsløb. Forhindringsløbet var en bog hun havde stående i reolen, den handlede om kvinder i kunsthistorien. Hun havde fortalt mig at det ville blive svært at få lov at træde ind og tage plads. Senere fortalte hun mig at jeg skulle se seriøs ud på pressebilleder, at jeg skulle sige nej når fotograferne spurgte: ”Kan vi ikke lige prøve at tage nogle billeder hvor du ligger i sengen?”. Hun havde ikke fortalt mig hvor synlig jeg ville blive hvis jeg trådte frem og tog plads. Hun havde ikke fortalt mig at hvis jeg skrev om min krop, ville det blive læst som om jeg skrev om mit køn. Hun havde ikke fortalt mig hvad det betød hvis jeg brugte ordet ”bryster” i et digt, hvilken tyngde der lå i det ord, hvordan det kunne få et digt til at brænde. Hun havde ikke fortalt mig at min titel ville være ”kvindelig forfatter”. At den kvindelige middelklasseforfatters perspektiv ville blive betragtet som det mest irrelevante, et næsten umuligt sted at skrive fra, mens den mandlige middelklasseforfatters perspektiv aldrig blev identificeret, køns- og klassebestemt. Hun havde ikke fortalt mig at litteraten Stefan Kjerkegaard i foråret 2015 ville sige at kvindelige forfattere skriver om ”lille mig i en stor, globaliseret og uoverskuelig verden” og kalde deres temaer banale. Hun havde ikke fortalt mig at forfatteren Peder Frederik Jensen i foråret 2015 ville skrive en debatartikel der fremhævede en række mandlige forfattere som ophavsmænd til en solidarisk, verdensvendt litteratur. Uden at nævne navne lod Jensen det indirekte fremgå at det var de kvindelige forfatteres verdensvendte litteratur der måtte affejes som udtryk for en salonfrelst og ideologisk endimensional solidaritet, ”hvor det synes at være sådan, at man lige skal sætte tjeckmarks ved nogle teoretiske, humanistiske problemstillinger, inden man fortsætter sit succesfulde liv på toppen af verden.” Ud fra Jensens artikel måtte jeg forstå at kvindelige forfatteres solidaritet og verdensvendthed ikke har nogen ”ydre konsekvens”, men ”bliver fastfrosset på sin vis som attitude, som en solidaritet, der hele tiden vender indad mod ens køn, ens seksualitet, ens position”. Min mor havde ikke fortalt mig at kvindelige forfattere ikke havde nogen plads i programmet hvad angår politikken. At kvindelige forfattere ikke havde nogen plads i programmet hvad angår eksistensen. At litteraten Dan Ringgaard i en anmeldelse i foråret 2015 kunne beskrive en kvindelig forfatters digte som ”glimtvise, frygtløse styrtdyk ned i et tveægget kaos af skabelse, død og sygdom” for derefter at konkludere: ”Det er dog stadig ret små og temmelig velbeskrevne områder. Større rum efterspørges.” At ingen ville løfte et øjenbryn over noget af det. At der først blev protesteret da kvindelige forfatteres værker i én enkelt avisartikel – som i øvrigt var skrevet af en kvinde, hendes navn er Mette Høeg – blev kaldt mavesure, aggressive, politisk korrekte, forudsigelige, kedelige, ucharmerende vrængende, pinligt performative, famlende, selvoptagede, forkælede, komisk overfladiske, selvoptagede, irrelevante, selvoptagede, bløde, vage, banalt-forfængelige, uskadelige, konforme, tematisk ensrettede, banale, forudsigelige, banale, selvoptagede, konforme, indholdsløse, konforme, overfladiske, dybest set fuldstændig uvedkommende. At en redaktør kunne finde det værdigt at sætte Høegs artikel på forsiden uden at bortredigere et udsagn som: ”både de højest positionerede kvinder og mænd, der besidder beslutningskraften på de litterære institutioner, får noget ud af at favorisere kvinderne: De kvindelige får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger.” Dertil vil jeg blot tilføje: 1. Langt de fleste forfatteraspirerende drenge og mænd er også kønsmodne. 2. Det er i almindelighed en ulykke for en kvinde at elske en mand der besidder beslutningskraften på en litterær institution, – og hun er every time bedre tjent med Kaptajn Carlsen.
            Har I fået brænde til jeres feministiske bål? Indimellem fristes jeg til at sige: Jeg vil hade, det skal holde mig oprejst, det skal holde mig underholdt.
            Fisk og krybdyr gyder deres æg i vandet, på en sten eller i sandet, og lader det være godt med det. Fuglene har straks mere arbejde med sagen og må give mere tid dertil, træffe forberedelser med at bygge reder, blive ved æggene under udrugningen og sørge for deres unger en tid efter at disse er kommet ud af æggene.
            Hvis I spørger mig hvad det betyder at kvinden har været usynlig, vil jeg svare: Kvinder har åbenbart, ligesom alle andre der har været, eller er, usynliggjorte, stadig et arbejde at gøre med at træde frem og tage plads, med at være over det hele, fylde så meget som muligt, indtil de bliver synlige som noget andet end kvinder, eller som kvinder, men også som noget andet.
            Mandlige forfattere gyder deres værker i vandet, på en sten eller i sandet, og lader det være godt med det. Kvindelige forfattere har straks mere arbejde med sagen og må give mere tid dertil, træffe forberedelser med at bygge reder, blive ved værkerne under udrugningen og sørge for teksterne en tid efter at de er blevet trykt i bøgerne.
            Det overrasker mig at det er sådan. At kvindelige forfattere stadig må døje forargelse og latterliggørelse, og at vi uafladelig må kæmpe mod fordom og mistro. At vi ikke kan nedlægge våbnene. At der for hver sejr venter et backlash. Nogle dage tænker jeg: Der findes ikke sådan noget som fremskridt. Andre dage tænker jeg: Den her udvikling kan kun gå én vej.
            Det overrasker mig at emnet for min tale blev den kvindelige forfatters situation. At den kvindelige forfatters situation stadig er et emne. At jeg var nødt til at bruge timevis i foråret 2015 på at spekulere over og diskutere det emne. Når der var så meget andet man kunne have spekuleret over og diskuteret. Når der var så meget andet man kunne have holdt tale om, som på en måde ville have interesseret mig mere. Men sådan blev det. I flyselskabernes sikkerhedsvideoer kan man se at man skal tage sin egen iltmaske på inden man evt. hjælper andre. På samme måde må jeg erkende at når nogen angriber min ret til at bruge min stemme, må jeg forsvare den ret inden jeg kan bruge min stemme til at tale om noget andet.
            Ja, her har I jeres båltale, mine højtbegavede og virksomme kongresmedlemmer af 2015. I har opfordret mig til at holde den, jeg har langt om længe, i ærlig erkendelse af min uværdighed over for opgaven, fulgt jeres opfordring. Kan I nu ikke bifalde, hvad jeg har sagt, må I have overbærenhed dermed.



Julie Sten-Knudsen, f. 1984. Forfatter. Cand.mag. i Litteraturvidenskab. Har udgivet digtsamlingerne Hjem er en retning (2011) og Atlanterhavet vokser (2013). Har oversat digtsamlinger af Göran Sonnevi og Jenny Tunedal.

Adam Fenton, f. 1992. Billedkunstner. BA i Fine Art & History of Art, Goldsmiths, London. An Afternoon Tea er resultatet af Fentons residency på Fabrikken for Kunst og Design i juni 2015